Var det fedest at være far i 1950’erne eller i dag?

Af Thomas Oldrup

Var det fedest at være far i 1950’erne eller i dag? Her følger en subjektiv og fabulerende sammenligning af fædreforholdene dengang og nu.

 *

KØNSROLLER: Kernefamilien, bestående af far, mor og børn, var den helt dominerende samlivsform i 1950’erne. Og i modsætning til tidligere, var det normen og idealet for alle samfundets lag. Man var først en rigtig familie, når der kom børn til. I 50’erne fik et ægtepar 2-3 børn. Singler var suspekte. Enlige mænd kunne ikke forventes at sørge for sig selv. De måtte spise på pensionat, og have mor eller søster til at ordne deres tøj.

Mænd og kvinder levede i to fremmede sfærer med hver sin klart definerede rolle. Mindre end hver fjerde kvinde var i 1960 i arbejde eller registreret som arbejdsløs. Moren var altså hjemmegående, og havde ansvar for hjem, børn og skole. Faktisk var kvindernes erhvervsfrekvens den laveste i hele århundredet i 50’erne.

Mødre skulle ikke forholde sig til verden udenfor. Fædre skulle ikke forholde sig til bleskift, rengøring, kogekunst eller indretning. Og når han kom hjem efter en lang dag på kontoret, kunne han se frem til at husmoren stod klar med tunge, solide, traditionelle, danske retter, lavet fra bunden. Ikke fimset grøntsagsbaseret såkaldt ”nordisk” mad.

1 mageligt og lidt mandschauvinistisk point til at være far i 50’erne.

 foto (1)

ENEFORSØRGER: Mens lillemor gik hjemme og passede børn og hus, var det farmand, der var på arbejdsmarkedet. Han havde alene familiens skæbne i sin hule hånd. Det skulle han især huske torsdag eftermiddag, når han fik udleveret ugelønnen i kontanter i en lille brun kuvert og de samtidig kaldte fra bodegaen ovre på hjørnet. Han skulle alene tjene penge nok til hele husstandens indkomst. Det må have været et voldsomt psykologisk pres på den enkelte far. Tænk en angst de må have følt for arbejdsløshed, så var det ikke kun ham, der gik til grunde, men HELE familien.

I 50’erne var han ene forsørger, senere blev han bare én – af flere – forsørgere. Hvis jeg bliver arbejdsløs i dag, tjener min kone mindst ligeså meget som mig, og vi er i stand til at hjælpe hinanden, og er fælles om at holde hånden økonomisk under familien. Dén usikkerhed misunder jeg ikke 50’er-faren.

Men tænk også – at fordi faren var eneforsørger – så var det også ham der fik alt credit for den stigende velfærd der trods alt karakteriserede 50’erne. Faren var en helvedes karl, når han kunne slå ud med armen og præsentere familien for en splinterny cremefarvet Folkevogn i carporten eller gå fra én frikadelle på hver tallerken til tre. Da tænkte ungerne næppe på at en del af fremgangen også skyldtes konjunkturer, og faren stod tilbage som den store Superman. 50’er-fædre var medvindsfædre.

½ point til at være far i 50’erne og ½ til i dag.

 *

BOLIG: Noget, der gjorde livet nemmere som far i 50’erne end i dag var boligmarkedet. For mange i min generation har det været uhyggeligt svært at komme ud på boligmarkedet. I 50’erne kunne far hér købe et hus i Herlev til 68 000 kroner.

De små familier havde endelig mulighed for at forlade byens trælse og indelukkede lejekaserner og deres stank af sod, brunkulsrøg, blekogning og kål. Her var der dampende og trange vaskekældre og tøj på snore, der i regnvejr måtte flyttes indenfor og hænges tværs over stue, køkken og kakkelovn, som ildelugtende spindelvæv.

Statens indblanding var målrettet, progressiv og generøs. De nye huse var naturligvis dyre, men i 50’erne fik den jævne mand pludselig adgang til en ny bolig ved hjælp af billige og sympatiske statslån, der eksisterede fra 1938 til 1958. Han kunne låne op til 90 % af byggesummen mod et par betingelser. Samtidig var 50’ernes arkitekter talentfulde og 60’ernes samlesæt havde endnu ikke smadret nænsomheden. I de små nye huse i forstæderne kunne lillemor indrette sig så godt som det lod sig gøre, fra 1961 med hjælp fra Bo Bedre.

Det byggeboom, der skulle skabe hjem, arbejdspladser og vækst til alle, samt statslånene resulterede i en detonation af enkle og enestående ”statslånshuse”, som var enfamilieshuse på mellem 110 og 130 kvm. Der blev bygget parcelhuse med små firkantede haver overalt i landet. I Nordsjælland havde husene typisk rejst tag, og på Vestegnen fladt tag – der var vel stadig forskel på folk.

Og hvis man ikke havde råd til sit eget parcelhus, kunne de fædre der havde færre penge, men til gengæld hænderne ordentlig skruet på, bygge deres helt eget hus – et såkaldt ”selvbyggerhus”.

Havde man mindre at komme med, blev der i udkanten af de store byer bygget hundredvis af etageejendomme, nogle steder blev det til helt nye byer og forstæder. Lejlighederne var lyse og moderne, med bad, centralvarme og måske endda børneværelse og en lille hvid altan.

Her kunne lillemor og ungerne slå hænderne sammen og med tårer i øjnene synes at far var den store bolighelt.

1 væsentligt point til at være far i 50’erne

 *

TID: Et vigtigt element, som bør fylde noget i en måling af denne slags, er tiden. I dag har vi simpelthen mulighed for at tilvælge mere tid med vores børn, på trods af at mange tror at vi er mere stressede end nogensinde.

Jeg henter min søn i vuggestuen tidligt hver dag. Det giver os en time eller to til at snakke sammen stille og roligt, se Ramasjang, og lege og gå ture, før moren kommer hjem. Den forbindelse kunne muligvis også opstå mellem far og børn i 50’erne, men man skulle virkelig gøre noget for at få den. Mange beskriver deres fædre i 50’erne som sådan nogen de så om søndagen og i ferierne. Og når familien så var sammen, så skulle der grovhygges og gøres ting, selvom det måske slet ikke var dét ungerne havde set frem til – med en mand, der var næsten fremmed for dem.

I 50’erne arbejdede fædrene som regel også om lørdagen. Den gennemsnitlige arbejdsuge var på 45 til 48 timer. En ny undersøgelse fra Eurofound viser, at danskerne i gennemsnit nu arbejder 38,8 timer om ugen. Det er faktisk mindre end langt de fleste andre europæere. I Tyskland, fx, knokler de mere end 40 timer om ugen, viser den nye undersøgelse.

Omvendt var der heller ikke ligeså meget tv, klassefester og ting at gå til dengang, så aftnerne var nok mere rolige og fælles.

1 point, trods alt, til at være far i dag.

 *

SAMME ERHVERV: I 50’erne var det ganske normalt at sønnike blev inde for det samme erhverv som faren havde og eventuelt overtog hans virksomhed. Det oplever man ekstremt sjældent i dag. Naturligvis er det at foretrække at de unge selv får lov til at vælge den uddannelse og det erhverv de har allermest lyst til. Alligevel må jeg tilføje – fordi jeg jo her vil se strengt med farens blik – at det lyder sgu da også ret hyggeligt, meningsfuldt og nært at dele profession med og oplære sin egen søn, eller til nød datter. Jvf det tidligere parameter, tiden, så må et sådant fælles projekt måske kompensere for den manglende tid fædre ellers havde til deres afkom. Der er potentiale til nogle konflikter – se bare på Krønikens Kaj Holger og den stakkels Erik – men der må også have været et potentiale for at knytte fædre og sønner meget nært sammen i fx 50’erne.

Måske er det den samme nærhed som fædre i dag forsøger at opnå, ved at slæbe deres unger med til fodboldkampe og lign.

1 tvivlsomt point til at være far i 50’erne.

 a5fatherknowsbestcast

MYSTIK: Da jeg skrev på Facebook at jeg beskæftigede mig med dette emne, var der en veninde, der skrev noget tankevækkende. Hun var selv barn i 50’erne. Hun skrev, at hendes forhold til sin far var totalt konfliktløst, fordi hun så ham så sjældent at han altid var sjov at være sammen med. Han virkede dragende og hemmelighedsfuld, fordi hun aldrig lærte ham rigtigt at kende. Hun spurgte mig drillende om min generations unger mon synes at deres fædre er særlig mystiske eller hemmelighedsfulde.

Det aner jeg ikke om min søn synes, men måske har hun alligevel en lille pointe. Fraværet skyldtes vel travlhed og fastlåste kønsroller, men måske genererede dette også en magi i forholdet mellem de Don Draper-agtige fædre og deres børn?

Et lille mudret point til at være far i 1950’erne.

 *

BANK: Når man læser eller lytter til erindringer fra folk, der var børn i 50’erne, fylder revselsesretten så meget at man næsten skulle tro at der var tale om en revselsespligt. Det er herligt at vi i dag ikke bør, skal, vil eller må slå vores børn.

Man talte i datiden om en såkaldt ”disciplinkrise”, som muligvis kunne afhjælpes ved hjælp af en lussing eller et spanskrør, en livrem eller en bøjle. Klø var mere reglen end undtagelsen, og faren kunne give kløene ud fra devisen: ”De klø børn får som små, dem slipper de for som store.”

En historie fra Hjemmet – ganske vist fra slut-1940’erne – giver os en indsigt i problematikken mellem ”prygl eller kærlighed”, som det hedder i artiklens rubrik: ”Sidste gang spanskrøret har været i brug,” fortæller en mor, ”var for nogle dage siden hvor den ældste pige [på 14] og tvillingerne [alder ikke angivet] først kom hjem kl. ti, efter at have været i biografen med besked om at være hjemme kl. 8.30. De var gået en tur og var udmærket klar over deres ulydighed. Den ældste pige fik besked om at hente spanskrøret, hvorefter de gjorde sig klar til afstraffelsen, og så gav min mand drengen og jeg pigerne hver 15 slag af det tynde spanskrør på deres bare sæder. Ingen af os lægger fingrene imellem, det er jo meningen at det skal mærkes, og børnene siger at mine afstraffelser bider ligeså hårdt som min mands,” afslutter moren, nærmest stolt.

Også i skolen risikerede børnene at få en på kassen, et par på skrinet, en ørefigen eller en kindhest. Min far har fortalt hvordan hans tysklærer holdt af at hive drengene i de små hår foran ørerne, så hårdt at børneskoene næsten lettede fra jorden, og at der var en anden gammel lærer, der altid gik i skistøvler og som uddelte los med dem.

Mange ved ikke – og de fleste af lærerne vidste det heller ikke dengang – at allerede i 1814 var det blevet forbudt at slå eleverne. Det blev bare overhovedet ikke overholdt. Lærerstanden argumenterede åbenlyst for at beholde pryglestraffen. Eleverne – reelt drengene – kunne blive rykket i ørerne, banket med knoerne ovenpå hovedet eller slået med en lineal. Den strengeste straf var spanskrøret, som det dog principielt kun var skoleinspektøren, der måtte betjene. Det skulle være på bagdelen og udenpå tøjet og forældrene skulle derpå have besked.

Jeg tænker at det må være frygteligt at slå sit eget barn. Jeg tænker også at det må være nærmest ligeså slemt at få sit barn hjem fra skole, udsat for vold – hvor det jo for pokker er tanken at de skal passe PÅ mit barn. Her er volden kombineret med en forfærdelig afmagt. De fleste af nutidens fædre ville sandsynligvis have lyst til at slå på hvem som helst der slår på ens barn. Den lyst måtte man tænderskærende bide i sig i 50’erne.

1 klart og åbenlyst point til at være far i dag.

*

HÅB: Alle der fik børn i 50’erne kunne huske frihedsbudskabet fra radioen om aftenen 4. maj 1945, og var imprægnerede med et smuk fremskridtstro om at de gode vinder til sidst. Og den optimisme prægede et helt årti.

Godt nok var der i 50’erne krig og revolution og uroligheder i Korea, på Cuba, i Polen og Ungarn, i Egypten og i Kina. Godt nok byggede civilforsvaret i 1957 en plasticmodel af København, der skulle vise hvordan hovedstaden så ud når eller hvis en atombombe faldt på Rådhuspladsen. Og godt nok var 50’erne et klaustrofobisk årti for danskerne, der sad fast i en skruestik mellem øst og vest. Men når man læser erindringer fra perioden fylder den internationale uro og den kolde krig ekstremt lidt. Det gælder også de fremragende og begavede erindringer der kan læses i Golden Days’ festivalantologi. Hans Hertel skriver fx at han ikke huskede nogen som helst angst for Bomben.

Hanne Reintoft gør i samme festivalbog også en hel del ud af dette håb. Hun skriver bl.a.: ”Først og fremmest var det årtiet, hvor vi – befriet for krig, besættelse, savn og angst – gjorde os store forhåbninger om fremtiden, der lå forude og lokkede med bedre levevilkår, nye tanker og kræfter.” Samme sted, hen imod afslutningen, gentager hun: ”Vi var unge, stærke og med et vældigt mod på fremtiden, som nutids unge måske kan misunde os. Den var ledsaget af, at vi havde noget, vi skulle have udrettet.”

I 50’erne finder jeg en slags FREMTIDENS NOSTALGI. En voldsom åbenhed og længsel efter hvad dennehersens fremtid mon ville byde på. Alt kunne jo overvindes. Især hen imod slutningen af årtiet blev det klart, at noget nyt og spændende var på vej. Håbet var karakteristisk for årtiet.

Jeg er desværre ikke sikker på at min generations fædre deler denne optimisme og dette håb. Jo, vi oplevede håbet kortvarigt for præcis fire år siden, da Barack Obama under slagordet ”HOPE” vandt præsidentvalget i verdens mægtigste land. Men siden da er håbet druknet i økonomisk og miljømæssig krise. Mange frygter terror, andre arbejdsløshed. Optimismen og fremtidsnostalgien kan jeg desværre ikke genkende – men sig det aldrig til min søn.

1 klart point til at være far i 50’erne.

*

Hvem der vinder denne lille konkurrence er subjektivt. Det er nyttesløst at sammenligne forskellige tider, for vi vil og bør have hver vores særlige fokus når vi foretager sammenligningen. De fokuspunkter jeg har udvalgt er næppe dem som I hver især ville udvælge.

Det var bare en leg, men det var en tankevækkende leg, i hvert fald for mig. Tankeeksperimentet er interessant nok, fordi det kan sætte nyt lys på vores hverdag og værdier. Selve pointresultatet er for mig at se mindre væsentligt.

Skriv en kommentar