Mænd i 1950´erne

Det er svært for at forestille sig, hvordan det var at være mand i 1950’erne. I det hele taget er det svært at forestille sig, hvordan det var at leve i 1950’erne. Hvordan var en ’rigtig mand’ dengang?  Hvordan så de ud? Hvordan opførte de sig?

Jeg har valgt nogle markante mænd fra 1950’erne inden for politik, musik, litteratur og film. Måske kan det give et fingerpeg? Det giver langt fra et fyldestgørende billede af 50’erne, men det giver et indtryk af, hvem der var fremme i medierne, og hvilke stærke personligheder, der (blandt mange andre) var toneangivende. Nogle af personerne er placeret i sen-50’erne for at vise, at 50’erne kan opfattes som et årti på tærsklen til brydningstiderne i 60’erne. Lad os starte med politikerne.

 

Den politiske agitator

Aksel Larsen

Aksel Larsen var en meget vigtig politiker, som besad store talegaver og havde en imponerende personlig udstråling. Allerede i 1920’erne var han politisk engageret, da han demonstrerede i forbindelse med Påskekrisen i 1920. Han blev kommunist og opholdt sig i mange år i Sovjetunionen. I 1932 blev Larsen leder af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Under 2. Verdenskrig måtte han sidde i tysk fangenskab frem til 1945. Efter krigen fortsatte han sit virke i DKP, men efter at have rejst kritik af kommunismen og Sovjetunionen i kølvandet på den blodige opstand i Ungarn i 1956, blev han smidt ud af partiet. Det fik ham til at stifte et nyt parti, nemlig Socialistisk Folkeparti, i 1958. Grundlaget skulle være en dansk, demokratisk socialisme. SF blev valgt ind ved det næste folketingsvalg og fejede kommunisterne af banen. Efter bruddet med kommunismen blev Aksel Larsen ved med at være en omstridt person. Hans tilhængere hyldede ham som en helt, mens andre betragtede ham som en opportunist, der havde brudt med sine principper for at pleje sin politiske karriere. I 1966 dannede SF parlamentatisk grundlag for en socialdemokratisk regering, det såkaldte røde kabinet. Det førte til en stor splittelse i SF – hvilket minder meget om SF’s nuværende udfordringer med at sidde i regering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Og hvad ville SF’s grundlægger så sige til SF’s nuværende politiske kurs…tja….

 

Den snu bondemand

Erik Eriksen

På den anden politiske fløj finder vi Erik Eriksen (1902-1972). Han er den sidste ægte venstrebonde, der blev statsminister. Eriksen var søn af en gårdmand i Ringe på Fyn. Han blev landbrugsuddannet på Dalum Landbrugsskole. Fra 1928 og til sin død bestyrede han sin fødegård. For eksempel vandt han præmier på dyrskue for “Den nationale ko” – et flot eksemplar af den danske røde malkeko – mens han styrede landet som statsminister. Eriksen blev både beskrevet som venlig og lyttende, men også som snedig og beregnende. Desuden var han en slagfærdig og lun taler og var vellidt af mange på Christiansborg. Han var god til at fornemme, hvad der var i luften og at alliere sig med de rigtige på det rigtige tidspunkt. Hvis man tror, at taktik og intriger i politik er et særligt fænomen fra det 21. århundrede, kender man ikke Eriksens giftblanderklub. Eriksen mødtes i al fortrolighed med en snæver kreds af venner – både venstrepolitikere, men også udvalgte konservative og sågar journalister. Her talte de om personfnidder, spin, forligsmuligheder etc. I klubben lagde man også grunden til Eriksens største bedrifter; nemlig den nye Grundlov af 1953 samt tronfølgeloven. Den lov, der gjorde det muligt for vores nuværende majestæt, Dronning Margrethe II, at blive regent.

 

Baggårdspumaen

Otto Brandenburg

Otto Brandenburg (1934-2007) var en meget feteret rocksanger, der gjorde sin debut i 1950’erne. Allerede da han var 1 år, var det tydeligt, at der var noget særligt over ham. Han blev kåret som Københavns mest fotogene baby og blev brugt i en mælkereklame. Siden kom han i lære som maskinarbejder. Desuden blev han i 1953 københavnsmester i boksning i letweltervægt. Men han interesserede sig mest for musikken. Så han lærte at spille violin og fik en plads i et symfoniorkester. Siden prøvede han at lære at synge og spille guitar. Det gav gevinst. Han startede med at optræde i bandet Four Jacks, men forlod bandet og gik solo. Brandenburg optrådte i 1959 i K.B. Hallen, hvor 4.000 teenagere så ham som Danmarks rockkonge og som en dansk Elvis Presley. Den dengang 24-årige maskinarbejder blev i 1959 udsat for en kæmpemæssig og hysterisk idol-dyrkelse. Hans ry som ”Baggrundspumaen” gav pote Til hans koncerter var der ofte tumult, fordi tusindvis af fans og autografjægere ville tæt på stjernen. En overgang fik Brandenburg 500 breve om ugen, heraf også en del tilbud om ægteskab. Berømmelsen rakte også til mange roller i film, lystspil og folkekomedier samt revyer. Men de senere år trak han sig væk fra rampelyset. Ofte var han at finde i det københavnske natteliv. Drukture og uheldige episoder med myndighederne kunne man jævnligt læse om på forsiderne. Blandt andet kom han i 1994 op at slås med togpersonalet og måtte bøde med 40 dages betinget fængsel.

 

Den uskyldige barnestjerne

Ole Neumann

Lille Per er ikke til at komme uden om. Ole Neumann (født 1947), der var søn af en fiskehandler og fabriksarbejder, startede sin karriere som 6 årig i 1953 i filmen Far til Fire. I de næste tretten år gjorde han indtryk på hele Danmark, når han trak rundt med Bodil Kjer, sin tøjelefant og sang “Hej for dig og hej for mig” og drømte om at komme “Til julebal i Nisseland.” Som teenager spillede han med i Kampen om Næsbygaard-serien. Men efter det var det slut. Barnestjernen røg ud. Neumann endte med store ar på sjælen, og han måtte dulme smerterne i alkohol og stoffer. Han begyndte at spille musik og lancerede pop- og rockorkestret “Ole Neumann & His Newmen.” Senere kom Neumann også til at spille med andre bands, såsom Cox, Rocky Mountains og Wicked Ways of Rock. Han tog efterfølgende andre jobs, såsom fotograf, chauffør og ekspedient i pladeforretning. Det vakte megen opsigt, da Neumann tog arbejde som sexfotograf for det pornografiske magasin Weekend Sex! Den lille uskyldige Per var undergået en lummer forvandling – og 50’ernes uskyldstab kunne ikke illustreres meget tydeligere.

 

Det litterære hotshot

Klaus Rifbjerg

Hvis du har gået i gymnasiet, har du formodentlig læst Den kroniske uskyld. Forfatteren Klaus Rifbjerg (født 1931) debuterede i 1956 med digtsamlingen Under Vejr med mig selv, som blev fulgt op i 1958 med Den kroniske uskyld, en roman om ungdom, venskaber, spirende kærlighed og bristede illusioner. Rifbjerg kan kendetegnes ved et allestedsnærværende engagement, et stridslystent debattemperament og en utrættelig skrivetrang. Faktisk er han en af de mest produktive forfattere fra det 20. århundrede. Ud over at være forfatter har han arbejdet som journalist og redaktør på Politiken og som direktør for Gyldendal. Rifjerg indvarslede en ny tid i dansk litteratur. Han lagde grunden for en modernisme, stiftede det modernistiske tidsskrift Vindrosen sammen med Villy Sørensen og lagde med digtsamlingen Konfrontationer i 1960 an til konfrontationsmodernismen. Konfrontatorisk er han i sin lyrik og prosa, men det er han også i sit samfundsengagement. Han lægger ikke fingre imellem, når han revser politikere og lovgivere eller udfordrer eller satiriserer over vores samfundsmoral. Men i 1965 fik Rifbjerg selv konfrontation at føle. Da han havde anskaffet sig en cremefarvet sportsvogn med kaleche, skabte det ballade og overskrifter i Ekstra Bladet. Skulle Statens Kunstfond støtte Rifbjergs luksuriøse levevis? Nej, sagde lagerforvalter Peter Rindal, og troppede op med flere hundrede underskrevne protester fra Kolding Hørfabrik. Det medførte en større debat om statsstøtte til kunsten, og den litterære blærerøv var dermed havnet lige i orkanens øje. Men stormen lagde sig, debatten fortonede sig, Statens Kunstfond blev ikke afmonteret, og Rifbjerg fortsatte med at hente støtte i fonden.

1950’erne dukker hyppigt op som en reference i medierne i form af film, tv-serier, mode og design. Som du kan se i denne korte præsentation, bød 1950’erne på mange farverige mandeskikkelser; barnestjerner, provo-forfattere, en maskinarbejder, der blev teenageidol samt en snu bonde, der blev statsminister og giftblander. For ikke at tale om 1950’erne i et internationalt perspektiv. Her støder man blandt andet på kommunistjægere, festlige blondiner og syrepoeter. Men det er en helt anden artikel.

 

Forfatter: Christian Arffmann

 

Skriv en kommentar