handelsskolen

Reportage fra en mandebastion

På Handelsgymnasiet i Silkeborg har der i mange år eksisteret et særligt læreværelse skabt af mænd og for mænd. Her har en gruppe herrer i deres bedste alder holdt deres frokostpauser indtil nu, hvor hovedparten af ”hulens” medlemmer går på pension. Mandemuseet har besøgt denne mandebastion, som nok bedst kan beskrives som en krydsning mellem et teenageværelse og et herreværelse, hvor køleskabet er fyldt med smør. 

”Hej Skat! Din far er til herrefrokost i hulen, så han falder nok i søvn på sofaen, når han kommer hjem. De skal have den der ret med nye kartofler og sild med rigeligt smør og snaps”. Citatet stammer fra en typisk telefonsamtale, som jeg undertiden har haft med min mor fredag eftermiddag. Min far er en del af ”hulen”, som er handelsgymnasiets lærerværelse for en gruppe mænd, der har skabt et unikt kollegialt venskab i det gamle rygerum. I dag har jeg fået æren at komme med bag kulisserne og se hulen. ”Vi må hellere skynde os inden de slår alarmen til”, siger min far, da vi sidder i bilen på vej til Handelsskolen. Ikke fordi alarmen er nødvendig for hulens inventar, hvor affektionsværdien er væsentligt højere end den faktiske værdi, men fordi det er fredag og skolen lukker ned.

Alligevel har jeg fornemmelsen af at træde ind i et skatkammer, da jeg åbner døren med skiltet ”Analoge Lærere”. Rummet i sig selv er noget ramponeret – det blev ikke renoveret inden hulen flyttede fra det gamle rygerum og ind i dette lokale for nogle år siden. Man kan dog hurtigt se, at dette ikke er et normalt læreværelse. Institutionsmøblerne og kaffepletterne befinder sig mellem pokaler fra oldboys sportsstævner, pin-up plakater der tjener som dækservietter, vejskilte, souvenirstatuetter og ikke mindst et fuglehus til interne beskeder. På væggene er der dejligt med plads og billederne venter tålmodigt på gulvet – måske bliver billedet af fiskeren en dag hængt op.

”Vi havde jo den her teamdag, hvor lærerne skulle se skolen fra nye vinkler. Den gennemgående observation fra rummet her var, at man aldrig havde set SÅ meget smør i ét køleskab”. Jeg giver samtykke til min fars kommentar, da jeg ser køleskabets smørbeholdning – Brødrene Price ville være stolte. Mad og hygge er en vigtig del af hulen, der har lagt lokaler til mange herrefrokoster, hvor hulens egen hyldestsang afsynges mellem de kolesterolrige retter. Derfor skriger skiltet med overskriften: ”Har du talt med din krop i dag?” også fra opslagstavlen og ud i rummet.

 

Kvindeligt selskab i hulen er ikke bandlyst men sjældent. Der tales stadig om den dag, hvor to kvindelige kollegaer blev budt på rundstykker. De to damer var noget overraskede og meget beærede over invitationen. Den ene beskriver, at hun spiste sit rundstykke med en følelse af at sidde til højbords.

”Er I lidt nogen sure gamle mænd?” stikker jeg til min far, der giver igen: ”Vi er ikke sure, men bestemte”, og kommentaren om deres alder finder rigeligt svar med et sarkastisk fnys. Stemningen blandt de øvrige kollegaer er da også, at hulen er et farverigt indslag, som vil blive savnet, nu hvor hovedparten af medlemmerne går på pension. Enkelte medlemmer har trukket sig tilbage og er havnet på hulens Wall Of Fame, der også smykkes af et indrammet portræt. Manden på billedet er ulasteligt klædt i skjorte og slips og med et par sorte sko i hånden – det er en intern joke, der henviser til den portrætteredes samtale hos ledelsen om korrekt påklædning på kursuscenteret. Som underviser var han jo skolens ansigt udad til og ind ad til var han bestemt ikke kendt som Mr. Fashion. Den portrætterede mødte selvfølgelig overdressed op til samtalen – en situation, der understreger hulemedlemmernes sarkastiske sindelag.

Min opmærksomhed fanges af et forhæng i det ene hjørne: ”hvad er der bag det der?”, spørger jeg. ”Åh, det er bare sådan så vi ikke bliver forskrækkede”, siger min far og hiver forhænget væk, der skjuler et spejl. På den anden væg hænger tavlen, som vidner om den interne humor med ordene: cargokult, et tu Brute, langtids friske og multi shit. Et vejskilt, der engang har stået ved en ensrettet vej, peger mod døren, der ydereligere er forsynet med opslaget: Achtung, Sie verlassen jetzt West-Berlin. Og det er hele pointen: hulen er et fristed, hvor man kan brokke sig over nutidens ungdom, som får alt for lang snor af de kvindelige kollegaer og en verden bag døren, som generelt er af lave. Men i det tidligere rygerum overvindes pessimismen af den interne mobning, som er rå men kærlig. Når et medlem kommer med en udtalelse, som ikke møder bifald, slår man til en buzzer på væggen, og rummet runger af en mekanisk stemme, der råber: ”Bullshit!!!!”.

Hulen har haft sin sidste fest i lokalerne, hvor mandehørmen endnu hænger i luften.  Men hulefolket mødes fortsat privat og på stambodegaen for som hyldestdigtet til rygelokalet udtrykker: ”Kriser kommer, kriser går. Rygerummet det består”. Som udsendt fra Mandemuseet lukker jeg reportagen med en fuld gengivelse af hulens hyldestdigt, der blev skrevet i den traumatiske stund, hvor man flyttede fra det gamle rygerum og fremtiden så yderst truende ud, da man ikke var sikker på at få nye lokaler. Men det fik man, og det er disse lokaler, som nu forsegles. Mandemuseet håber, at der findes lignende mandebastioner rundt omkring på de danske arbejdspladser. 

Addendum

(plusode til Rygerummet)

Vid og ånd har styret rummet gennem årene med glans

Intellekter kildret krop og sjæl og skærpet vores sans

Ud af røgen dukked’ fremtidssynet klart som Karup Å:

Dybe tanker udi gym-it om, hvad vi vil opnå.

Oh, du kære Rygerum, kompetencers multiplum.

Du er kilden til en verden langt fra faglig trummerum.

Oh, du kære Rygerum! Men en trussel lå på lur:

Du sku’ sådan degraderes til et usselt, mindre skur.

 

Fy og føj og tvi og skændsel: Du sku’ plu’sli’ brækkes ned.

Du sku’ fjernes, så vi ikke mere her sku’ finde fred.

Hvad med vore storvisioner for en skole helt perfekt?

Hvad vi sa’ og gjor’e had’e ikke mere rigtig vægt.

Oh, du kære Rygerum, men du skansen holdt til sidst.

For det kære folketing de laved’ loven mindre spidst.

Kriser kommer, kriser går: Rygerummet det består.

Og vi jubler alle glade: Nu vi har dig mange år!!

 

Forfatter: Lene Eklund-Jürgensen, Mandemuseet

Skriv en kommentar