Kejser Nero: En mand med smukke drømme og dårlig presse

Den 17. juli 64 e.Kr. blev Rom ramt af den største brand i byens historie. Branden hærgede byen i ni fulde dage. Af de 14 regioner, som Rom var inddelt i, blev tre fuldstændig udslettet fra jordens overflade. Byens borgere var skrækslagne over begivenhedernes gang med manglende brandfolk og flammer over det hele. Rygterne lød, at kejser Nero selv skulle have beordret branden, da han altid havde beklaget sig over, at byen var grim. Den antikke historiker Tacitus fortæller gribende: ”Rygterne løb, at mens byen brændte, var Nero sprunget op på scenen i det kejserlige palads og havde sunget om Trojas Fald”. Nero skyldte imidlertid skylden på de kristne, som blev tortureret og brændt levende eller kastet for de vilde dyr til stor underholdning for folket. Denne forfølgelse af de kristne var en af de utallige grusomme handlinger, der senere skulle give Nero en enestående dårlig presse for hans eftermæle.

 

Lucius Domitius Ahenobarbus blev født den 15. december 37 e.Kr. af Agrippina [se Note 1], søster til kejser Caligula og kejser Claudius’ sidste hustru, mens hans far var Gnaeus Domitius Ahenobarbus, en efterkommer af den berømte Marcus Antonius. I 50 e.Kr. blev han adopteret af kejser Claudius og tog navnet Nero Claudius Drusus Germanicus Caesar. Året efter giftede han sig med Claudius’ datter, Octavia, og blot tre år senere blev han kejser i en alder af kun 17 år. Som elev af filosoffen Seneca var den unge Nero godt rustet til at regere, og i de første fem år gik det godt. Nero delte rundhåndet ud af sine penge, gav utallige skuespil, gladiatorkampe og circusforestillinger til folket. Men så gik det helt galt!

 

Nero havde altid været yderst glad for teater, dans og musik men begyndte pludselig til overklassens store forfærdelse at optræde selv. Da det kun var de lavere klasser, der udøvede disse erhverv, følte overklassen kun foragt over for Neros optræden. Desuden var han en enestående dårlig skuespiller og sang forfærdeligt, hvilket Sveton beretter om: ”hans stemme var lille og klangløs”. Det samme var tilfældet med hestevæddeløb, hvor han flere gang selv var vognstyrer i stedet for den normale slave, der styrede vognen. I de Olympiske Lege deltog han i ti-span (ti heste foran vognen), og som Sveton rammende skriver om den ynkelige kejsers bedrift: ”men han faldt af vognen, og skønt han atter blev sat op på den, kunne han ikke gennemføre løbet, men måtte opgive inden, at det var tilende; kransen [beviset på at han havde vundet løbet] fik han ikke desto mindre.”

 

Den unge Nero kunne slet ikke styre, at han havde hele verden for sine fødder. Han havde ry for at være usædvanlig ond, liderlig, ødsel, havesyge og ikke mindst grusom.

Efter tusmørkets indtræden plejede Nero ofte at forklæde sig for at besøge værtshuse og strejfe om i Roms gader. Han pryglede folk, når de kom hjem fra middagsselvskaber, og hvis de gjorde modstand, tilføjede han dem endvidere sår og smed dem i kloakerne. Han stjal fra butikkerne og holdt en slags marked hjemme i paladset, hvor tyvekosterne blev tildelt den højstbydende. Det var bestemt ikke gerninger, som var en kejser værdig, og som chokerede Romerrigets borgere.

 

Neros liderlighed kom til udtryk ved, at han forførte fribårne drenge og holdt gifte koner som elskerinder. Endvidere voldtog han vestalinden Ribria. Dette var en utilgivelig handling, da en vestalinde skulle være at yderst fornem adelig herkomst og selvfølgelig jomfru. For at det ikke skulle være løgn, så gik rygterne i Rom, at Nero ønskede at elske med sin moder, men turde ikke pga. sine mors fjender. De mente nemlig, at hun ville få mere magt, hvis dette skete. Derfor havde han en luder, der fuldstændig lignede hans mor.

 

Efter branden i 64 e.Kr. faldt Neros popularitet betydeligt hos befolkningen og især uden for Rom. En af grundene var de stigende skatter, der skulle finansiere Roms genopbygning og opførelsen af Neros nye palads, Domus Aurea, Det Gyldne Hus. En anden var reduktionen af mønternes ædelmetalvægt, dvs. mønterne blev mindre værd – en devaluering. Dette førte til et kupforsøg i 65 e.Kr. anført af hans nevø, forfatteren Lucan og Gaius Calpurnius Piso. De blev begge henrettet, og Nero fortsatte med at bygge sit nye palads. Neros sindsyge viste sig nu for alvor. Han var nu blevet af den overbevisning, at han var solguden Helios. Derfor skulle han bo i et palads værdigt for en gud. Han gik endda skridtet videre og lod sig afbilde på mønter som Solguden selv, hvilket var uhørt på dette tidspunkt, da kejseren først blev ophøjet til en gud af senatet efter sin død. Denne guddommeliggørelse af sig selv ses tydeligt med Kolossen (en 35,4 meter høj forgyldt bronzestatue, der senere gav navn til det Flaviske Amfiteater, Colosseum), der stod lige inden for indgangen til det nye palads [Se Note 2]. Da Nero indviede sit palads udbrød han: ”Nu kan jeg endelig leve i et hus værdigt for et menneske”, men han mente selvfølgelig som en Gud!

 

I 65. e.Kr. døde hans anden hustru, Poppaea Sabina, efter at Nero havde sparket hende i maven under en graviditet. Han giftede sig derefter med Statilia Messalina og rejste til Grækenland i 66 e.Kr. Hans hjemkomst i juni 68 e.Kr. endte tragisk, da overklassen ikke længere kunne udholde Neros dårlige regeringsførelse. Nero blev af senatet erklæret fjende af staten, og staffen var, at han skulle i gabestok og piskes indtil døden indtræf. Dette var for meget for Nero og med hjælp fra sin frigivne slave Epaphroditus, fandt Nero døden i en alder af kun 30 år. Ifølge traditionen var hans sidste ord: ”Se, hvilken kunstner der går tabt i mig”.

 

Neros 14-årige regeringstid var ikke kun fyldt med grusomheder og vanvittige handlinger. Nero indførte f.eks. et nyt brandreglement [Se Note 3]. Efter branden blev den nye by udlagt med brede gader for at forhindre brande i at sprede sig, og nu fremstod Rom med et ortogonalt (retvinklet) gadenet og nye huse i beton. Det kan med rette hævdes, at der med Nero opstod et nyt og moderne Rom. Også kunsten havde gode kår under Nero, og hans nye palads Domus Aurea, Det Gyldne Hus var et fantastisk arkitektonisk mesterværk.

 

Note 1

Mordet på mor

Nero prøvede ved flere lejligheder at dræbe sin mor, Agrippina. De tre første gange med gift, men da det ikke lykkedes, indrettede han et loft, der skulle falde ned over hende om natten, mens hun sov. Også det mislykkedes og han opfandt et skib, der skulle kunne gå fra hinanden, så hun kunne omkomme ved et skibsbrud. Efter at hun alligevel reddede sig ved at svømme i land, tabte Nero fuldstændig besindelsen og endte med lade hende dolke ihjel. Hendes personlige slave blev beskyldt for mordet, som selvfølgelig blev henrettet af den ”sørgende” Nero.

 


Note 2

Nero-statue gav navn til Colosseum

I forgården til Neros Gyldne Hus stod der en 120 fod (ca. 35,4 meter) høj forgyldt bronzestatue, Kolossen. Den var lavet af den græske billedhugger Zenodoros og dedikeret af Nero til Solguden Helios. Statuen var sandsynligvis inspireret af Kolossen fra Rhodos, der stod ved indgangen til Rhodos’ havn, og som senere blev udnævnt til et af verdens syv antikke vidundere. Afbildninger af Kolossen i Rom kendes fra mønter og medaljoner slået af de senere kejsere Alexander Severus (222-235 e.Kr.) og Gordianus III (238-244 e.Kr.) og på en gemme i ametyst fra det 3. årh. e.Kr., nu i Pergamonmuseet, Berlin. Kolossen forestiller Nero, der står nøgen med en udstrakt højre arm og holder et ror, der hviler på en globus som et symbol på velstand. Den venstre arm er bøjet, og albuen hviler på en søjle eller firkantet støtte. På hovedet bar han en krone med seks eller syv solstråler, hver seks meter lange. Efter Neros død i 68 e.Kr. besluttede senatet, at alle afbildninger af Nero og hans navn skulle slettes fra jordens overflade, en damnatio memoriae. Derfor blev Kolossens ansigt omarbejdet til et mere neutralt ansigt og dedikeret til Solguden under kejser Vespasian (69-79 e.Kr.). Kolossen blev flyttet under kejser Hadrians (117-138 e.Kr.) pga. genopbygningen af Venus og Roma-templet. Der skulle 24 elefanter til at transportere statuen til et område lige ved siden af det Flaviske Amfiteater. Til sidst fik kejser Commodus (180-192 e.Kr.) lavet et nyt hoved til Kolossen med sit eget portræt, og i stedet for globus og ro, fik Kolossen nu en kølle, der var guden Hercules’ kendetegn. Det Flaviske Amfiteater blev i begyndelsen af Middelalderen kaldet Colosseum efter Kolossen og har beholdt dette navn til i dag.

 

Note 3

Neros brandreglement

Efter branden i 64 e.Kr. besluttede Nero at lave et nyt brandreglement:

  • Hvert hus skulle bygges uafhængigt af nabohusene.
  • Det blev tilskyndet bygherrerne at opføre huse med buegange langs gaderne, fordi buegange ville være passable for brandmændene, når nedstyrtede bygningsdele blokerede gaderne.
  • Buegangene skulle afsluttes med et fladt tag, således at brandene kunne bekæmpes let og effektivt.
  • Buegangene blev betalt af staten.
  • Ingen bygning måtte være højere end 70 fod (23,50 meter).
  • Træ som byggemateriale skulle holdes nede på et absolut minimum
  • Man blev opfordret til så vidt som muligt at benytte ildfaste sten såsom den særligt modstandsdygtige tuf fra Albano.

Den nye by blev desuden udlagt med brede gader for at forhindre brande i at sprede sig. Med Neros nye reglement forsvandt de smalle stier, de faldefærdige huse og derved dødelige brandfælder. Nu fremstod Rom med et ortogonalt (retvinklet) gadenet og nye huse i beton. Det kan med rette hævdes, at der med Nero opstod et nyt og moderne Rom. Endvidere reddede Nero med sikkerhed Rom fra lignende storbrande med sit strikse brandreglement. For at få en fornemmelse af de nye huse, der opstod på Neros tid, skal vi til Roms havneby, Ostia. Her ses de nye brede gader med datidens moderne højhuse opført i beton og tegl.

 

Forfatter : Jesper Tae Jensen

 

 

Skriv en kommentar