Den moderne mand og hans forfædre

Den moderne, danske mand er mange ting. Han er far og søn, hipster, murer, alenefar, leder, sygeplejerske, kriger, læge. Han er under tiden hjemmegående eller arbejdende, den underordnede eller chefen, den stærke og den svage. Det er næsten lettere at sige, hvad den moderne mand ikke er, end hvad han rent faktisk er. Det billede medierne tegner af manden lige nu, er billedet af et samfund, hvor manden er blevet det svage køn. Hvordan er vi kommet fra den køllesvingende hulemand, som tager sin kvinde ved håret, til den bløde mand med babygylp på skjorten?

Dette er på ingen måde en dybdegående, videnskabelig artikel. Her foretages grove generaliseringer krydret med kvantespring i historien. Mange nuancer vil blive fuldstændig overset, men vil blive belyst under Projekt Mandemuseets fremtidige virke. Dette er et indledende forsøg på at spore de historiske tendenser, som har haft indflydelse på udformningen af den moderne vestlige maskulinitet.

Vi har alle sammen et billede af den forhistoriske mand i hovedet. Klædt i dyreskindshabit er han jæger, forsørger og forsvarer. Det centrale er ikke hvorvidt billedet egentlig stemmer overens med virkeligheden, men mere det faktum, at det danner et grundlag for vores kollektive opfattelse af maskulinitetens urophav. Er det hulemanden, moderne mænd bruger i deres forsøg på at genfinde deres maskulinitet, eksempelvis på mandekurser, hvor der råbes “Pik er Gud”, laves bål og spilles på tromme med det mandlige kønsorgan?

I det antikke Grækenland møder vi den lærde mand. Manden som underviser, politiker og intellektuel. Manden var familiens overhoved, med kone og børn, men vi hører også om den voksne mand, som indfører den unge mand i både lærdom og kærlighed.  Eliten består ikke længere af krigere, men af videnskabsmænd. Kongesønner sendes ikke længere kun i krig for at modnes og blive mænd, men sendes derimod i skole. Manden udvikler pludselig andet end muskler. Hjernen bliver sexet. Nu skulle man ikke kun spidde modstanderen med sværdet, med også med pennen og ordet.

Bevæger vi os frem i tiden til den romerske periode, bliver den græske mand pludselig feminin og svag. Den romerske mand var en rigtig machomand. Vold, sex og verbale angreb på modstanderen var essentielt mandigt. Gladiatoren blev sexsymbol. Mænd kæmpede om magt, indflydelse og penge, og smædekampagner, der såede tvivl om deres maskulinitet, kunne få hele deres liv til at ramle sammen. Faderen reagerede med jernhånd over hele husholdningen, med ret til at dominere/penetrere enhver af husholdningens medlemmer. Penge, ophav og magt var altafgørende.

I den mørke Middelalder fremstår særligt én mandstype, hvis maskulinitet var formet af religion. Munken levede i ensomhed eller sammen med andre mænd, hvor fattigdom, kyskhed og lydighed var det nye sorte. Munkens religiøse tilværelse var præget af afholdenhed og oplysning, og han var datidens lærde mand. Uden for klostermurene fejdede herremanden, og det krævede sin mand at holde styr på oprørske vasaller og bønder. Ridderen deltog i krige og turneringer og kurtiserede frøkner. Og på samfundets bund var livet hårdt for karlen og tiggeren.

I oplysningstiden lignede de adelige mænd eksotiske fugle. Manden var pyntesyg, og paryk og tights var vigtige accessories i den maskuline garderobe. 1800-tallets gentleman fortsatte den forfængelige livsstil som dandy, der gerne lagde den høje hat og duellerede med pistol for at forsvare sin ære.

Romantikkens mand var et lidende geni. Han var sandsynligvis kunstner og sandsynligvis på randen af selvmord. Ridderidealet krydret med religiøsitet blev set som en mandlig dyd, hvor man kæmpede tappert for nationen, kunsten og gud. Manden var offer for den tragiske kærlighed, en bevidst higen efter døden. Han var et kar som flød over af passioner, lidenskaber, længsler og tårer. Han kunne oftest ses siddende i naturen, hvor han frembragte sørgmodige digte, romantiske malerier og nationalistisk litteratur. Hvorefter han pludselig fik en brændende lyst til at fare ud i verden og kæmpe for primitive kulturers bevarelse og selvstændighed.

Manden i krigstid er en mand i primitive instinkters vold. Presset til det yderste, udsat for voldsomme oplevelser og med døden hængende over hovedet, overtager reptilhjernen. Under Anden Verdenskrig lød en britisk talemåde om de amerikanske soldaters tilstedeværelse i England: “oversexed, overpaid, and over here.”. Billeder fra perioden viser patriotiske mænd i uniform. Manden var en voldelig beskytter, hvor situationen havde udvisket de normale sociale normer. Alle kneb gjaldt i jagten på den sidste glæde i en kvindefavn, før fronten kaldte. Men sidestillet med denne hypermaskulinitet, var frygten for ikke at have noget at vende hjem til. Måske var kæresten/konen rendt med en anden mand? Måske ville han oven i købet stå uden arbejde? Hertil kom de mange posttraumatiske sygdomme, som kun blev ringe behandlet. Dette resulterede i en stor gruppe afmaskuliniserede mænd, som aldrig rigtig kom til at passe ind i samfundet.

I 1968 smed manden uniformen og habitten og greb guitaren. Han var sandsynligvis på vej til demonstration eller til rundkredsmøde i kollektivet, hvor den seksuelle nysgerrighed fik frit løb. Peace and Love var den rebelske students plusord, og traditionelle institutioner som militær og ægteskab var kvælende. I takt med kvinders frigørelse blev manden feminiseret. Han skulle i hvert fald ikke være dominerende! Hvis manden var blød og følsom i 70’erne, blev han forfængelig og overfladisk i 80’erne. Yuppier dyrkede det dyre storbyliv med stærke drinks, hurtige biler og hurtige kvinder. Mandebilledet var nu meget mangfoldigt.

Og hvordan er den moderne mand så blevet, som han er? Og hvordan er det lige, at han rent faktisk er? Det er altid nemmere at se fortiden klarere, end den tid vi befinder os i. Der er så mange facetter, som blænder os og gør det vanskeligt at slå ned på et fælles træk for alle mændene i vores tid.

Den moderne mand er vokset op med kønsdebatten flyvende om ørene. Han står midt i en tid, hvor han skal prøve at definere sig selv, med en forestilling om hvad kvinder, medier og andre mænd ser som maskulint, og samtidig være tro mod sig selv og den person, som han gerne vil være. Vi ser en mand, som har taget mere feminine værdier til sig. En mand som bliver hjemme og passer børnene, som godt tør tale om følelser, og som gerne går op i udseende og stil. En mand der til tider bliver tromlet af kvinder. Er den moderne mand måske en tøffelhelt?

Mens den moderne mand famler rundt efter et nyt ståsted, har han efterhånden overtaget de områder, der tidligere var forbeholdt kvinder. Vi ser ham som hipster og metroseksuel frontperson i modebranchen. Som kulinarisk geni i køkkenet. Som sygeplejerske og børnehavepædagog. Som feteret kunster, fabulous frisør og foxy forsidemodel. Ligesom vi nu ser kvinder som direktører, statsministre, soldater og truckere. De traditionelle kønsroller bliver vendt op og ned, og efterlader måske begge køn lettere forvirrede. Så Mandemuseets job er nu at kigge nærmere på manden. At undersøge hans fortid og nutid, og måske blive lidt klogere på, hvem han er, og hvordan han har udviklet sig.

 

Forfatter: Mandemuseet

Skriv en kommentar